The following is the 5th part of the Catechism from

Grundig Forklaring
over
Dr. Martin Luthers Lille Katekismus.
Fremstillet i Spørgmaal og Svar
af
Dr. Johann Conrad Dietrich,
Fordum Superintendent i Ulm.

Med Tilføielser fra Dresdener Kreuz-Katekismus og den
evangelisk-lutherske Kirkes Bekjendelsesskrifter
samt med Sprog af den hellig Skrift
og med to Tillæg.

Forkortet Udgave.

Decorah, Iowa.

Den Norske Synodes Forlag.
Trykt i Synodens Bogtrykkeri.
1907


p. 159]

Om det femte Hovedstykke i Katekismen
eller
om Nøgleembedet og Skriftemaalet.

509. Hvorom handler det femte Hovedstykke
Om Nøgleembedet og om Skriftemaalet.

510. Hvad er Nøgleembedet?
Nøgleembedet er den særegne Magt, som Kristus har givet sin Menighed paa Jorden, at forlade de bodfærdige Syndere deres Synder, men at beholde de ubodfærdige deres Synder, saalænge de ikke omvender sig.

511. Hvor mange Slags er altsaa Nøglemagten?
Den er dobbelt:

  1. Den ene er Løsenøglen, der absolverer fra Synden og oplukker Himmelen; deraf Absolution eller Frikjendelse;

  2. Den anden er Bindenøglen, der beholder dem Synderne og tillukker Himmelen for dem, som er bundne af Syndens Baand; deraf Ekskommunikation eller Udelukkelse, der ogsaa kaldes Ban.

p. 160]
512. Hvorfor heder Nøgleembedet en særgen Kirkens Magt?
Fordi der udenfor Kirken eller Kristenheden, hvor Evangeliet ikke er, heller ikke er nogen Syndsforladelse.
Efes. 2, 11.12: Kommer derfor ihu, at I, som forhen var Hedninger efter Kjødet og blev kaldte Forhud af den saakaldte Omskjrelse, den i Kjødet, som sker med Haanden, at I paa den Tid var uden Kristus, udenlukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjttelsens Pakter, uden Haab og uden Gud i Verden.

5i3. [sic] Er altsaa Nøglerne ikke givne til noget enkelt Menneske alene?
Nei; "Man maa jo bekjende, at Nøglerne ikke tilhører eller er givne et enkelt Menneske alene, men den hele Kirke. Thi ligesom Evangeliets Forjættelse utvilsomt og umiddelbart tillhører den hele Kirke, saaledes tillhører ogsaa Nøglerne umiddelbart den hele Kirke." (Konkordiebogen Anh. Til de schmalk. Artikler § 17. Kristiania Udg. Side 267.)

514. Hvorfor det?
"Efterdi Nøglerne intet andet er end det Embede, hvorved saadan Forjættelse bliver meddelt [p. 161] enliver, der bejærer det." (Konkordiebogen sammesteds.)

515. Skal da ifølge heraf hvilkensomhelst Kristen fordriste sig til ukaldet at forvalte Nøgleembedet?
Ingenlunde; thi "ingen skal i Kirken offentlig lære eller prædike eller række Sakramenterne uden ordentlight Kald". (Augsb. Konf. Art. 14. Kristiania Udgaven Side 61.)

516. Hvilke er da de ordentlige Kirkens Tjenere?
De, som ved et retmæssigt Kald af Gud er indsatte til rettelig at lære andre Guds Ord og rigtig at forvalte Sakramenterne.

517. Hvor mange Slags er det retmæssig Kald?
To Slags, nemlig det umiddelbare og det middelbare.

518. Hvilket er det umiddelbare Kald?
Det som sker af Gud selv uden Menneskenes Tjeneste.

p. 162]

519. Skal man i vore Dage endnu vente det umiddelbare Kald?
Nei: thi vi har derom hverken nogen Befaling eller nogen Forjættelse; de, som derfor forgiver at have et saadant, skal forkastes og regnes til de falske Profeter.

520. Hvilket er det umiddelbare Kald?
Det som udgaar fra Gud gjennem hans Menigheds Tjeneste i en vis Orden og efter visse Regler, som er foreskrevne i Guds Ord.

521. Hvem tilhører altsa Magten til at kalde Prester?
Den hele Menighed,

  1. fordi Embedet tillhører den hele Menighed;

  2. fordi den hele Menighed har den Pligt at skjelne dem, som fører ren Lære, fra Forførene og at fly Vildfarelserne;

p. 163]
522. Hvorledes lyder vor Herres Jesu Kristi Indstiftelsesord angaaende Nøgleembedet?
Saa skriver den hellig Evangelist Johannes i det 20de Kapitel: Den Herre Jesus aandede paa sine Disciple og sagde til dem: Annammer den Helligaand! Dersom I forlader nogen deres Synder, er de dem forladte, dersom I beholde nogen deres Synder, er de dem beholdne.

523. Hvad tror du ifølge disse Ord?
Jeg tror, at det, som Kristi kaldede Tjenere efter hans guddommelige Befaling handler med os, er gyldigt; i Særdeleshed tror jeg, at naar de udelukker de aabenbare og ubodfærdige Syndere af Menigheden og derimod afløser dem, som angrer sine Synder og vil bedre sig, saa er det ogsaa i Himmelen ligesaa kraftigt og vist, som om vor kjære Herre Kristus havde gjort det i egen Person.

524. Kan altsaa Presterne forlade Synderne?
Ja; vistnok kan alene Gud forlade Synderne af egen Magt, men Presterne forlader dem kun som Guds Redskaber eller formedelst det udvortes Prædikeembede, gjennem hvilket dog den Helligaand virker.

525. Men hvad, om Presten, som udtaler Absolutionen, var en ugudelig Person?
Om Absolutionen gjælder det samme som om Sakramenterne, at det "ei berøver dem deres Kraft, at de forvaltes af uværdige, eftersom de paa Grund [p. 164] af Kirkens Kadelse fremstiller Kristi Person, ikke sine egne Personer, som Kristus vidner: Den som hører eder, hører mig". (Apol. Art. 4, § 6, Konkordiebogen Side 148.)

526. Bliver da ogsaa de, som kun for et Skins Skyld og af Hykleri gaar til Skrifte, ved Absolutionen befriede fra sine Synder?
Da Kristi Tjener ikke er Hjertekjender, saa bruger hans sit Embede paa alle dem, som udvortes viser Bodfærdighed; men da de, som er ubodfærdige og Hyklere, gjør sig uværdige for Gud, saa kan dette hellige Embede ikke udøve sin Kraft paa dem, og de bliver derfor fremdeles i sine Synder og sin fordømmelige Tilstand.

527. Hvad forstaaes ved Ban?
Det er:

  1. Forkyndelsen af Syndernes Beholdelse, som en retmæssig Kirkens Tjener udtaler over de vantro og haardnakkede Syndere i Kristi Navn, og

  2. Deres Udelukkelse af Menigheden, indtil de omvender sig.

528. Tør man bruge Bannet efter eget Godtykke?
Det være langtfra! Meget mere skal man nøie [p. 165] ihukomme, at Bannet ikke maa bruges efter Vilkaarlighed, men at dets Brug er nøiagtig bestemt ved Guds udtrykkelige Ord.

529. Kan en Synder blive løst af Bannet og gjenoptagen i Menigheden?
Ja visselig; Øiemedet med Bindenøglen er ikke Sjælens Fordærvelse, men dens Frelse. Naar derfor den hidtil forhærdede Synder omvender sig, gjør sand Bod og alvorlig forbedrer sit Levnet, skal han igjen forsikres om Guds Naade og ophjælpes med Evangeliets Trøst.

530. Hvad er Skriftemaalet?
Skriftemaalet indbefatter i sig to Stykker, det ene, at man bekjender Synden, det andet, at man modtager Afløsningen eller Syndsforladelsen af Skriftefaderen som af Gud selv, og endelig ikke tviler derom, men tror fast, at Synderne derved er forladte for Gud i Himmelen.

531. Hvilke Synder skal vi bekjende i Skriftemaalet?
For Gud skal vi bekjende os skyldige i alle Synder, ogsaa i dem, vi ikke kjender, ligesom vi gjør i Fadervor. Men for Skriftefaderen skal vi alene bekjende de Synder, somvi ved og føler i Hjertet.

[p. 166]

532. Hvilke er disse Synder?
Tænk paa din Stand efter de ti Guds Bud, om du er Fader, Moder, Søn, Datter, Husbonde, Husmoder, Tjener o. s. v.; om du har været ulydig, utro; doven o. s. v.; om du har gjort noget Menneske Ondt i Ord eller Gjerning, om du har stJaalet, været forsømmelig, skjødesløs, gjort Skade.

533. Hvilken kort Maade at skrifte paa har Luther opstillet i sin lille Katekismus?
Saa skal du sige til Skriftefaderen:
Værdige kjære Herre! Jeg beder eder, at I vil høre mit Skriftemaal og tilsige mig mine Synders Forladelse for Guds Skyld.

Sig frem:
Jeg arme Synder bekjender mig for Gud skyldig i alle Synder. Særlig bekjender jeg for eder, at jeg er en Tjener, Tjenestepige o. s. v., men jeg tjener desværre min Husbonde med Utroskab; thi ved den og den Leilighed har jeg ikke gjort, hvad de [p. 167] befalede mig. Jeg har fortørnet dem og bragt dem til at bande. Jeg har været forsømmelig og gjort Skade. Jeg har ogsaa været ublu i Ord og Gjerninger, har været bred paa mine jevnlige, knurret og bandet imod min Husmoder o. s. v. Alt dette gjør mig ondt, og jeg beder om Naade, jeg vil gjerne bedre mig.

En Husbond eller Husmoder sige saaledes:
Særlig bekjender jeg for eder, at jeg ikke med Troskab har retledet min Børn, Tjenestefolk o. s. v. til Guds Ære. Jeg har bandet, givet slet Eksempel med usømmelige Ord og Gjerninger. Jeg har gjort mine Naboer Skade, bagtalt dem, solgt for dyrt, givet falske eller ikke ganske gode Varer o. s. v. - og hvad han mere har gjort imod Guds Bud og sin Stand.

534. Men naar nogen ikke finder sig besværet med saadanne eller større Synder, hvad skal han da efter Dr. Luthers Undervisning gjøre?
Men om nogen ikke finder sig besværet med saadanne eller større Synder, skal han ikke være ængstelig derfor eller videre søge at opdigte Synder og dermed gjøre Skriftemaalet til en Pine og Plage, men nævn en eller to, som du ved, saaledes: Jeg bekjender i Særdeleshed, at jeg engang har bandet, engang talt usømmelig, engang forsømt det eller det, og lad det saa dermed være nok.
Men ved du ingen særlig Synd (hvilket dog ikke vel kan være muligt), saa nævn heller ikke nogen særlig, men tag imod Forladelsen paa det almindelige Skriftemaal, som du for Guds Aasyn gjør hos Skriftefaderen.

p. 168]

Derpaa skal Skriftefaderen sige:
Gud være dig naadig og styrke din tro! Amen.

535. Hvorledes lyder det almindelig Skriftemaal?
O almægtige Gud, barmhjertige Fader, jeg arme, elendige, syndige Menneske bekjender for dig alle min Synder og al min Misgjerning, hvormed jeg nogensinde har fortørnet dig og vel fortjent din Straf baade timelig og evig; men alle mine Synder gjør mig hjertelig ondt, og jeg angrer dem inderlig og beder dig, at du af din uudgruundelige Barmhjertighed og for din kjære Søns Jesu Kristi hellige, uskyldige, bitre Lidelses og Døds Skyld vil være mig arme syndige Menneske naadig og barmhjertig.

536. Hvilken anden Skrifteformel kan man ogsaa bruge?
Sig Saaledes:
Jeg arme Synder bekjender for Gud og eder paa hans Vegne, at jeg er undfanged og født i Synd og paa mangifoldig Maade har overtraadt Guds Bud med Tankder, Ord og Gjerninger. Vilde nu Gud handle med mig efter sin strenge Retfædighed, saa maatte jeg dø i mine Synder og blive evig fortabt og fordømt. Alt dette gjør mig af Hjertet ondt, og jeg angrer det saare. Derfor bekjender jeg min Synd og tager min Tiflugt til Guds uudgrundeligi Barmhjertighed og min Forløsers og Forsoners Jesu Kristi dyrebare Fortjeneste, idet jeg lever i den visse Fortrøstning, at Gud af Naade for sin Søns Skyld vil forlade og tilgive mig alle mine Synder. Jeg beder eder, ærværdige Herre, at I vil paa Guds Vegne afløse mig fra alle mine Synder; saa lover jeg ogsaa, at jeg herefter ved den Helligaands Hjælp med skyldig Lydighed vil bedre mit Levnet og blive frommere.

End.